Open post 
Nedenstående citater er udvalgt fra elevers reflekterende artikler med titlen "Min chatbot og jeg/mig", fordi de siger noget interessant om deres brug af chatbots i undervisningen og/eller er gode eksempler på den reflekterende skrivestil.
Jeg har fået lov af eleverne til at bringe dem her, fordi jeg bilder mig ind at det kunne være interessant for andre end mine egne kolleger. Vi er jo stadig i gang med at finde ud af, hvordan hulen vi håndterer det her i skolen.
Noget kan være […]
AIj, helt ærligt
24 minutters læsning
Nedenstående citater er udvalgt fra elevers reflekterende artikler med titlen “Min chatbot og jeg/mig”, fordi de siger noget interessant om deres brug af chatbots i undervisningen og/eller er gode eksempler på den reflekterende skrivestil.
Jeg har fået lov af eleverne til at bringe dem her, fordi jeg bilder mig ind at det kunne være interessant for andre end mine egne kolleger. Vi er jo stadig i gang med at finde ud af, hvordan hulen vi håndterer det her i skolen.
Noget kan være skrevet af en bot, I know.
1
Jeg har et tilbud til dig, så lyt godt efter. Hvad hvis jeg kunne tilbyde dig en ven, som ved alt og vil gøre alt, hvad du beder den om? Du skal blot spørge. Lyder fristende, ikke? Hvem ville sige nej til sådan en fantastisk og hjælpsom ven? Men hvad så hvis jeg fortæller dig, at denne ven muligvis gør dig ude af stand til selv at tænke. Frarøver dig evnen til at analysere og have dine egne holdninger. Er det stadig den perfekte ven?
2
Romeos historie fungerer som et spejl for min egen selvtilfredshed, når det kommer til min egen brug af AI . Jeg føler ikke i samme grad, at jeg snyder mig selv, når jeg anvender AI. For jeg er jo ikke så langt ude som Romeo er? Så er min anvendelse af AI jo slet ikke et problem. Vel?
3
Trabjerg henviser blandt andet til en oplevelse med dovenskab i gruppearbejde, hvor den lette adgang til hurtige svar på nettet gjorde arbejdsprocessen mindre grundig. Det kan jeg tydeligt genkende. Jeg har generelt aldrig været den største tilhænger af gruppearbejde. Jeg sætter pris på selv at kunne bestemme, hvordan opgaver skal løses, og derfor falder fælles beslutninger og lange diskussioner mig ikke naturligt, især ikke, hvis det indebærer, at jeg skal gå på kompromis med mine egne holdninger eller min måde at arbejde på. Min utilfredshed forstærkes yderligere, når gruppemedlemmer møder uforberedte op, fordi opgaven “bare kan smides ind” i et AI-program. I de situationer kan jeg ikke lade være med at tænke, at gruppearbejdet lige så godt kunne have været undgået. Hvad er formålet, hvis vi alligevel ikke sparrer med hinanden og undersøger forskellige perspektiver på opgaven?
4
Det sværeste i sådanne situationer er dog, at det næsten føles umuligt at sige fra. Frygten for at passe ind i stereotypen om “hende stræberen”, der aldrig bruger AI, kan være altoverskyggende. Resultatet bliver ofte, at man selv falder i fælden. Ens eget brug af AI påvirkes i en sådan grad, at man begynder at anvende det hyppigere og genvejen bliver nærmest indlært og overføres automatisk til andre opgaver. Men hvordan undgår man så, at dette ikke bliver en norm i det danske uddannelsessystem?
5
Jeg mærkede det tydeligt i en engelskaflevering for nylig. Jeg havde svært ved at formulere min analyse, og i stedet for at blive siddende og arbejde videre, åbnede jeg chatbotten og bad den om at forklare pointen mere klart. På få sekunder fik jeg en sammenhængende forklaring, som jeg kunne bruge som inspiration. Det føltes effektivt og lettende. Men bagefter sad jeg med en lille tvivl: Var det egentlig mig, der havde forstået teksten, eller havde jeg bare lænet mig op ad en færdig tanke? Det var ikke snyd. Jeg skrev det hele om i mine egne ord. Alligevel sprang jeg en del af den frustrerende proces over. Og det er måske netop dér, outsourcing sker. Ikke når man bevidst snyder, men når man vænner sig til, at det svære kan løses udefra.
6
Hvis gymnasiet skal håndtere AI klogt, kræver det måske ikke et totalt forbud, men en bevidst struktur. Måske bør man først lære at skrive, analysere og formulere uden hjælp, før man lærer at bruge AI som støtte. Ligesom man lærer hovedregning, før man bruger lommeregner. Ikke fordi lommeregneren er farlig, men fordi man skal forstå processen bag.
7
Mens jeg skriver denne artikel, har jeg flere gange overvejet at åbne chatbotten for at få en formulering skærpet. Jeg har ikke gjort det. Ikke endnu. Det er næsten en bevidst test: Kan jeg formulere mine tanker uden at spørge?
8
Det går langsommere. Jeg retter mere. Jeg tvivler mere. Men måske er det netop i den proces, at læringen ligger.
9
Jeg tror ikke, jeg er den eneste i 2.g, der har en ekstra “stemme” i hverdagen, som ikke er i hovedet, men på browseren. Når jeg sidder med en aflevering, opgave eller måske endda bare lektierne til næste lektion, er det næsten blevet en refleks at tilgå min ”Bedste ven på skolebænken”. Det fungerer som en sikker vej til en hurtig forståelse for opgaven, eller en kickstarter, hvis man har ramt en mur
10
Afhængigheden fremgår tydeligst, når læreren vælger at slukke for internettet i undervisningen. Der sker et lille “klik” i min hjerne. Jeg kan ikke længere hoppe direkte til et svar. Det kan næsten beskrives som når en narkoman ikke kan få sit fix: Der ligger underbevidst en utryghed i tanken om, at jeg ikke ubegrænset kan tilgå det, jeg har tilvænnet mig, ved længerevarende (mis)brug. Jeg bliver nødt til at blive i teksten og i min egen usikkerhed. Det er ubehageligt i starten, fordi jeg føler mig langsommere. Næsten som en gammel bil, der lige skal blive varm. Dog oplever jeg ofte, en anden frihed, forståelse og ikke mindst tilfredsstillelse, eftersom jeg påbegynder arbejdet selv og fordyber mig mere og mere i stoffet. Det er som om der sker en slags forløsning og ordene og forståelsen kommer pludselig flydende, selvom der oprindeligt ikke kunne tilgås hjælp til at komme hurtigt i gang. Bilen er blevet varm.
11
Jeg synes faktisk, det giver god mening, at der indimellem er “offline-prøver” eller håndskrevne dele, ikke som straf, men som en slags befrielse for hjernen, hvor man som elev kan få lov til at udfolde sig. Både for sin egen, men også for lærens skyld, således at elevers niveau kan bedømmes uden mistanke om kunstig assistance
12
Romeo valgte effektiviteten. Rektoren vælger dannelsen. Jeg må vælge balancen. Hvis jeg lader chatbotten gøre arbejdet for mig, risikerer jeg, at min egen tænkning går på pension. Men hvis jeg bruger den bevidst og først efter selv at have forsøgt, kan den faktisk styrke min forståelse.
13
Min “bedste ven på skolebænken” må derfor ikke erstatte min egen stemme. Den må kun supplere den. Og måske er det netop dér, den egentlige læring ligger.
14
Jeg ville nogle gange ønske, at lærerne snakker mere åbent om hvordan man bruger AI som et hjælpemiddel, så man har muligheden til at bruge det ansvarligt, uden man føler det er snyd. Hvis man lærer hvordan man skal være kritisk over for AI´s svar, styrker man faktisk sin egen refleksion.
15
Nadia Trabjerg skriver i ”Gør google os dummere”, at internettet kan blive en fælles hukommelse, hvor vi ikke selv længere behøver at kunne huske noget. Det kan jeg godt genkende lidt, fordi det er fristende bare at låne viden hurtigt, også glemme den viden igen bagefter
16
Når undervisningsministeren taler om både pen-og-papir-eksamener og AI som en del af prøver, giver det egentlig god mening for mig. Vi skulle kunne begge dele. Måske burde undervisningen i højere grad fokusere på processen. Hvis vi for eksempel skulle vise vores prompts, forklare vores valg og forsvare den måde vi har brugt chatten på, så ville det kunne tvinge os til at tænke mere over, hvad det egentlig er vi laver.
17
Min egen skriveproces med denne artikel viser dilemmaet ret tydeligt. Jeg startede med at skrive frit uden hjælp, derefter spurgte jeg chatten om feedback, og spurgte om ideer til struktur. Nogle forslag var gode nok, og kunne hjælpe med at uddybe mine pointer. Andre forslag passede ikke til mig. Der valgte jeg dem fra.
18
Jeg er ved at lære at tage kontrollen tilbage, i stedet for at lade chatbotten komme med for mange råd, så har jeg lært at bruge den som ”sparringspartner” i stedet. Dette kræver dog mere bevidsthed, og mere disciplin, men man kan sagtens mærke forskellen.
19
Problemet opstår dog, når brugen af chatbots ikke længere er et frit valg, men næsten en nødvendighed. For selv hvis man ønsker at tænke selv først, kan man føle sig bagud, hvis alle andre har fået deres svar forbedret af AI, og dermed bliver niveauet derfor bliver hævet. t, Iikke nødvendigvis fordi de forstår stoffet bedre, men fordi deres formuleringer fremstår mere kloge og velformulerede. Og så kan dem, der ikke har brugt man som den eneste uden chatbot føle sig presset til også at bruge den for at kunne følge med og opnå de samme karakterer. På den måde handler det ikke kun om dovenskab eller smarte genveje. Det handler også om konkurrence og frygten for at sakke bagud.
20
Det rammer mig lidt. For jeg kan sagtens mærke forskellen. Især , når læreren pludselig slukker for nettet og vi nu står alene tilbage med vores egne tanker. Det sætter gang i noget. beder os om at lukke vi computeren, for når nettet slukkes, sker der noget i min hjerne. Først panikirritation. Så frustration stilhed. Så panik. Og så stress. FOg så først derefter begynder tankerne langsomt at arbejde selvarbejde. Jeg bliver tvunget til at tænke selv. huske, hvad jeg har læst og lært. Jeg skal selv formulere mig. Det er sværere, tager længere tid, men det er også meget merere tilfredsstillende. Du ved at det 100% er dit arbejde. Selvom det er rart at kunne få hjælp når man er gået i stå, er der noget befriende i at vide, at man faktisk godt kan selv.
21
Hendes beskrivelse af gruppearbejdet kan jeg også tydeligt genkende. Den første reaktion for mange er at finde den nemmeste løsning og undgå selv at gennemføre opgaven, selv når alle har lavet lektierne og sagtens kunne klare det selv. Jeg er ikke undtaget. For når jeg læser det, jeg lige har skrevet, går det op for mig, at jeg selv er blevet fanget i fælden. Det får mig til at overveje, om jeg langsomt vænner min hjerne til ikke at arbejde selv
22
Samtidig er jeg dog ikke enig i, at teknologien nødvendigvis gør os dummere. Jeg har oplevet at blive klogere gennem AI. Når jeg beder chatbotten forklare mig en teori på tre forskellige måder, eller give eksempler, jeg kan relatere til, så forstår jeg det bedre. Forskellen ligger måske i intentionen, man har, ved at bruge det. Bruger jeg den til at slippe for at tænke, eller til at tænke dybere og lære noget?. I mit tilfælde er det mest det sidste. Jeg bruger chatbotten som et redskab til at lære noget.
23
Men jo mere jeg tænker over brugen af AI i skolen, jo mere begynder jeg også at overveje, hvad det gør ved mig personligt, Når jeg mærker efter, tror jeg ikke, min hjerne går på pension. Men den er blevet doven nogle gange, og det kræver disciplin at bruge AI klogt. Måske er det i virkeligheden ikke teknologien, der afgør, om vi bliver klogere eller dummere, men måden, vi selv vælger at bruge det.
24
Lærere er oftere nødsaget til at slukke for internettet, nogle gange i en helt almindelig undervisnings lektion, bare for at mindske brugen af AI i undervisningen. I disse situationer føler jeg nogle gange, at jeg skal starte min hjerne op igen, som en motor der lige skal være varm før den kører.
25)
Når læreren slukker for nettet, bliver jeg næsten rastløs, som om jeg mangler et sikkerhedsnet. Samtidig ved jeg, at jeg faktisk tænker mere selv i de situationer. Først føles det frustrerende, men bagefter er min koncentration skarpere, og jeg begynder faktisk at analysere stoffet i stedet for bare at kopiere et svar. Min hjerne “vækker” sig selv, og jeg oplever, at jeg lærer mere, selvom det tager længere tid. Det får mig til at overveje, om chatbots ikke gør mig dummere, men måske mere utålmodig og mindre vant til at fordybe mig. Derfor er jeg glad for, at lærerne en gang imellem slukker internettet og lader mig udvikle mig selv.
26
I virkeligheden handler det måske (ikke) om teknologien, men mere vores egen disciplin. Om at vi turde lade hjernen tænke selv, også når vi synes tingene er svære. Selvfølgelig hvis vi bruger AI til at undgå at tænke, så er der nok, der vi bliver dummere, men hvis vi bruger den bevidst, kritisk og en sparringspartner til egne tanker, kan den måske udvide vores egen forståelse. AI kan hjælpe mig på rette vej, men den kan ikke lære for mig.
27
Samtidig mærker jeg også en stigende frustration. Det frustrerer mig, når nogle af mine klassekammerater bruger længere tid på at finde ud af, hvordan de kan snyde systemet, fremfor faktisk at arbejde med fagligheden og lære det, de skal kunne. Der ligger en mærkelig prioritering i at optimere uden om læringen i stedet for at investere i den. Samtidig oplever jeg det som problematisk, at vi alle bliver bedømt på samme grundlag – ud fra en forventning om, at vi selv har lavet arbejdet, når det i virkeligheden kun halvdelen af eleverne, der faktisk har gjort det. Det virker unfair og frustrerende, at noget jeg sad med i flere timer og kæmpede for, skal give mig samme eller lavere karakter end en som blot brugte 5 minutter på det.
28
Jeg er sågar endda sikker på at halvdelen af mine klassekammerater, har fået AI til at skrive denne opgave, hvilket man kan tillade sig at sige må være tragisk komisk.
29
Når lærerne slukker for nettet, og siger vi skal bruge vores HI (human intelligence), føles det nærmest som en lettelse. Endelig bliver alle stillet på samme udgangspunkt og grundlag, og dem som fremstår dygtige er fordi de rent faktisk er det, ikke fordi en robot har fortalt dem svarene, eller formuleret en sætning til perfektion for dem. Jeg kan mærke jeg under mig selv og mine klassekammerater succes mere, når jeg ved det er noget som er selvproduceret.
30
Noget af det, der bekymrer mig mest, er kildekritikken. AI kan formulere sig meget selvsikkert og yderst overbevisende. Men som Lauridsen fremhæver, kan den også forvrænge fakta eller give vildledende svar. Alligevel har jeg oplevet, hvor let det er at stole på sproglig sikkerhed. Hvis det lyder klogt, føles det klogt. “Det handler pludselig mere om appel end om gode troværdige kilder,” (ll. 66–67) som Nadia Trabjerg skriver om internettet – dette gælder i høj grad også for chatbots.
31
For mig er GKI både en hjælp og en fristelse. En hjælp, når jeg bruger den til at forstå svære teorier eller få feedback på en tekst. En fristelse, når jeg lader den tænke for mig. Måske handler det i virkeligheden om disciplin, ikke teknologisk disciplin, men mental disciplin. At turde sidde i uvisheden lidt længere. At lade hjernen arbejde, før man åbner chatten.
32)
Men ikke kun i skolen er Chat blevet en del af min hverdag. Det er stort set blevet en del af hele mit liv. Hver gang jeg engang ville benytte mig af Google, åbner jeg nu chat appen, og bruger stort set aldrig google. Selv små ting spørger jeg chat om nu. Dette kan f.eks. være alt fra aftensmads ideer til hvem Rihannas mor er, og mange andre spørgsmål. Hvilket havde været helt utænkeligt for mig, hvis jeg bare ser et par år tilbage.
33
Når jeg ser tilbage på opgaven, går det op for mig, hvor meget chat egentlig fylder i min hverdag — faktisk helt absurd meget. Jeg bruger det ofte uden at tænke over det, næsten som en papegøje på min skulderen.
34
Når jeg ser tilbage på opgaven, går det op for mig, hvor meget chat egentlig fylder i min hverdag — faktisk helt absurd meget. Jeg bruger det ofte uden at tænke over det, næsten som en papegøje på min skulderen.
35
hvis alle elever i gymnasiet brugte ChatGPT på samme måde som Romeo, ville lærerne stå med en masse flotte tekster, og en masse elever ville stå spejl blanke, når de faktisk skal bruge deres egen hjerne.
36
Jeg må også erkende, at kunstig intelligens også kan være en kæmpe støtte. Når jeg sidder fast i en opgave, kan en chatbot hjælpe mig videre ved at komme med andre forklaringer på stoffet, på nye måder, eller stille mig spørgsmål, der sætter gang i min refleksion. På den måde kan AI, fungere som en skrivemakker, der altid har tid og tålmodighed, til at hjælpe en. I denne situation opstår spørgsmålet dog, hvor grænsen går mellem at få hjælp og at snyde sig selv for læring. For lærer jeg mest, når jeg får serveret en færdig forklaring, eller når jeg slev sidder og arbejder med stoffet, begår fejl og gradvist finder en mening med stoffet. Det kunne godt være at læring opstår når man sidder og kæmper med stoffet og der opstår frustration.
37
Personligt har jeg besluttet at bruge AI som en skrivermakker og ikke som en erstatning for min egen tænkning. Jeg forsøger at formulere mine spørgsmål, så de tvinger mig til at reflektere, og jeg sammenligner altid svarene med andre kilder. På den måde kan AI hjælpe mig med at blive klogere uden at overtage min hjerne. Det kræver faktisk en del øvelse at holde fast i denne tilgang, især når tiden presser på, og presset frister til hurtige løsninger.
38
Vi får altid af vide at det er okay at bruge AI på en konstruktiv og lærerig måde, men hvordan gør man i virkeligheden det. Jeg synes hurtigt at man bare kommer til at hapse chattens formuleringer eller bare acceptere hvor den mener at der skal være kommaer og punktum, og så er man hurtigt videre. Jeg føler at jeg tit snakker med mine venner og veninder om en opgave fx Hvor mange siger ”jeg fik bare lidt hjælp, men jeg skrev det meste selv”. Men hvad mener du med det?
39
En måde hvorpå vi er tvunget til at tænke selv er når lærerne slukker for internettet. De første par gange man oplevede det kan jeg huske at jeg faktisk fik et lille sug i maven. Jeg følte at nu skulle jeg bevis noget, jeg skulle kunne leve op til det arbejde jeg kan lave i sammenarbejde med chatbotten. Efter nu at have prøvet det en del gange synes jeg faktisk næsten det er rart. Man ved nu fx at man i gruppearbejde alle sammen begynder fra samme udgangspunkt. Man kan nu sammen fordybe sig i arbejdet og jeg føler at man er mere tilbøjelig til at lytte på hinanden og dele sine egne meninger. Jeg tror at grunden til at det er anderledes når man har mulighed for hjælp fra chatbotten er man føler sig mere ”sikker” i det svar som den kommer med. Den ved det bedre end jeg gør, og hvis det er forkert, så var det alligevel ikke og selv der tænkte det. Jeg synes også det gavner når det er individuelt arbejde uden chatbot. Man får 100% sine egne evner at se, og jeg oplever personligt at jeg kan mere end jeg selv tror. De simple ting man af og til beder AI om hjælp til var egentlig ikke noget der var specielt krævende at komme frem til på egen hånd
40
Lad mig prøve at tage jer med processen. Jeg skriver en tekst med den tanke at jeg gerne vil have en chatbot til at give mig feedback. Når jeg har skrevet mit første udkast, er det nu 100% mit eget, jeg har gjort det bedste som mine evner rækker til og løst opgaven sådan som jeg mener den skal løses. Jeg uploader nu teksten til en chatbot og beder den om at give mig feedback. Den peger på formuleringer og steder, som den mener kan forbedres. Men her opstår mit dilemma: jeg har jo egentlig allerede skrevet teksten ud fra det som JEG mener er rigtigt. Nu kommer den tricky part. Jeg tager tit mig selv i at rette efter chatbottens forslag, fordi jeg automatisk tænker ”ej den har nok ret, den ved det bedre end jeg gør”. Så det jeg synes er svært er hvornår er det feedback? Og hvornår giver jeg for meget slip på min egen dømmekraft? Måske handler det også om, at jeg tillægger AI en særlig autoritet. Når en chatbot formulerer sig sikkert og præcist, kan det føles, som om den har mere ret, end jeg har. Men i virkeligheden ved den jo ikke, hvad jeg har tænkt med min tekst. På den ene side kan jeg lære af dens forslag og blive opmærksom på svagheder i min tekst. På den anden side risikerer jeg at springe den vigtige proces over, hvor jeg selv overvejer, om ændringen faktisk giver mening. Jeg tror at det er vigtigt at vide hvordan Chatbotten hver især kan hjælpe os. Fordi den bedst mulige måde hvorpå jeg lærer noget ved hjælp af en chatbot er nødvendigvis ikke den måde min klassekammerat lærer noget. Jeg tror individuelt arbejde med chatten, hvor man virkelig har tid til at sidde og bruge tid på at finde den bedst mulige måde man kommunikere med chatbotten på kan hjælpe mange. For jeg tror at for mange bliver det bare lige det første og det bedste som den spytter ud som man snupper. Det handler i sidste ende om at lære sine egne behov at kende, og finde en hårfin balance hvor man ikke går på kompromis med sin egen troværdighed, men man stadig kan bruge den konstruktive kritik fra chatbotten
41
Den er hurtigere end at skulle læse en bog, mere præcis end noter og mindre pinlig at spørge end at spørge læreren.
42
Det er nemmere at hente viden end at formulere den selv.
43
Kontrasten bliver tydelig når læreren siger ”sluk computerne”. Pludselig kan jeg mærke at mine klassekammerater og jeg mig selv bliver urolige, for hvad nu hvis jeg ikke kan huske begrebet? Hvad hvis jeg ikke ved, hvor jeg skal starte?
44
Efter nogle minutter sker der dog noget interessant. Vi begynder at tale mere sammen. Vi gætter, diskuterer og prøver os frem. Tankerne bevæger sig langsommere, med også dybere. Det føles mere besværligt og mere ægte.
45
Det er måske netop her, forskellen ligger helt uden nettet bliver viden ikke leveret til os, men vi skaber den selv.
46
Hver gang jeg bruger chat til hvilket som helst skolearbejde, bliver jeg ramt af en form for skyldfølelse, for jeg ved godt at den eneste, jeg snyder, er mig selv. Men på en måde er der også en form for spænding i ikke at blive opdaget i at ”snyde”
47
For mig gør Chat det alt for nemt at lave lektier. Hurtig ind, hurtig ud, bum færdig. I nogle tilfælde kan det faktisk få mig til at føle, at jeg slet ikke har lært noget, så hvorfor vil jeg overhovedet gå i skolen, bare for at få en maskine til at lave det, som var ment at jeg skulle lære af? Jeg har faktisk taget mig selv i, at spørger Chat om de mest basale spørgsmål, hvilket jeg selvfølgelig bliver flov og skuffet over.
48
For jeg kan mærke forskel på to måder at bruge chatbot på. Den ene er, når jeg bruger den til at slippe for at tænke. Den anden er, når jeg bruger den som en slags sparringspartner, til at hjælpe hvis jeg rammer en såkaldt skriveblokade, eller jeg har brug for en ide / et skub i processen.
49
Når jeg beder den forklare en model trin for trin og derefter selv prøver at gengive svaret med mine egne ord, føler jeg mig klogere og føler at jeg har lært noget. Når jeg bare kopierer et svar, føler jeg mig effektiv og hurtig, men følelsen af ikke at have lært noget, kun i momentet.
50
Kognitiv outsourcing påvirker mig også, i tilfælde når vi f.eks. får slukket for internettet i en biologitime eller til en prøve, da jeg ikke længere har en hurtig måde at finde viden og svar på. Dette kan gøre jeg oftest stresser mig selv, da jeg ikke længere har nogen idé om hvad jeg skal eller ikke længere ved lige så meget om emnet, hvilket medfører en følelse af panik og irritation over, at jeg ikke bare lavede lektierne selv. Jeg mister også hurtigt overblik over mine noter, da jeg ikke længere ved hvor jeg skal finde viden henne eller hvor svaret står.
51
Jeg kan mærke min egen måde at arbejde på har ændret sig mere og mere. Jeg bliver ekstremt utålmodig og ukoncentreret når noget er svært, og jeg vil bare have svaret med det samme i stedet for at fordybe mig i at finde svaret.
Konklusioner?
Eleverne bruger det meget forskelligt. Nogle føler sig ligefrem gruppepresset til det. Nogle snyder bevidst. Nogle ved det godt selv. Andre er i tvivl — hvornår er det snyd? Nogle efterspørger mere vejledning i brug af dem.
Jeg har prøvet at lave feedback-agenter til klassen. Nogle giver udtryk for at det hjælper dem. Men kan jeg være sikker på at de ikke bare bliver afhængige af min agent i stedet for den almindelige chat? Næ. Det vil først vise sig til eksamen.
Det kan være befriende at slukke for nettet noget af tiden for at tænke selv. Det har vi mulighed for på min skole, selvom det selvfølgelig er svært at kontrollere 100%. Men man kan aflevere sin telefon, og så kan vi lukke for elevers adgang til internet på vores skolenetværk via UMS — og hvis de ikke er på vores skolenetværk, så kan jeg få en sladremail.
Hvad tænker du, kære læser?
Sensitive
0
0
1
1
Lars Henriksen ☕
